KOMA - Trilogien

Læs mere på Michael Fords forfatterside her
KOMA trilogien har sit eget site på facebook. Følg med her
Michael Ford, KOMAtrilogien, Den 13. Kriger, Fredsmægleren, Jerusalem
KOMA-trilogien

KOMA-trilogien om en mulig vej til fred i Mellemøsten og en to statsløsning mellem Israel og Palæstina.

Er vi på vej til at blive historieløse?

Man skal kende sin fortid for at forstå sin samtid og kunne påvirke sin fremtid.
Tiden løber hurtigt. For nogle løber den for stærkt, og der er en tendens til, at vi overhører det fortalte i forsøget på at følge med i nuet. Det er synd, for historien har det med at gentage sig, og vor identitet er skabt af fortiden.

Dagligdagens voldsomme historier med terror og vold ryster os. Vi forstår ikke terroren, vi ser ofte på fremmede med frygt, vi forstår ikke deres tankegang, værdisæt og adfærd.
Hvis vi kendte en del af baggrundshistorien, kunne vi måske tænke og agere anderledes.

Giver man sig som forfatter i lag med at skrive en politisk roman, skal man være forsigtig, også selv om den i aktualitet næsten overgår virkeligheden.

Man skal være rundet af sit liv; det er forfatter Michael Ford helt klar over nu, selvom han skrev sin første politiske roman allerede som 20-årig.
Hans mor havde en god ven i New York.
Det var dramatikeren og Pulitzer prisvinderen Marc Connely, der meget gerne ville læse bogen.
Hans svar var: Come back when you have lived a life.
Knap 45 år senere er det, hvad Michael Ford har gjort.

Michael Fords geopolitiske interesse og personlige erfaringer fra Mellemøsten har udmøntet sig i en meget anderledes, dramatisk trilogi og samtidsroman, der med stor fortælleglæde, ironi og humor forholder sig til meget seriøse og alvorlige emner.

1. bind KOMA - Den 13. Kriger beskriver fortid og samtid - 2015
2. bind KOMA - Fredsmægleren, samtid og fremtid - 2016
3. bind KOMA - Jerusalem, fremtid - 2017
Forfatterportræt med tekst fra forlaget EgoLibris:
 
WHEN YOU HAVE LIVED A LIFE: Da Michael Ford som 20-årig i New York forelagde sin første politiske roman for den store amerikanske dramatiker Marc Connelly, lød svaret: Come back when you have lived a life. Knap 45 år senere er det, hvad Michael har gjort.
Læs i dette portræt, om hvordan et liv som forfatter og forlægger med geopolitisk interesse og personlige erfaringer fra Mellemøsten har ført til romanen Koma – Den Trettende Kriger.Forfatter Michael Ford

Forfatterportræt Michael Ford

When you have lived a life

”Jeg har set holdninger brydes i stort og småt. Den kolde krig er afløst af den varme. Vi er kommet fra asken over i ilden. Vi er blevet optændt af et uforståeligt had til vore medmennesker og sejler uforvarende i vores rethaveriske skude mod det usynlige isbjerg, der altid har ligget på vor vej, lige under overfladen. Jeg plejer at fortælle mine elever historien om den blinde, der søger hjælp til at krydse en befærdet vej. Hans bøn høres af en anden blind, der tager ham ved armen og fører ham ud i trafikken.”
(Hovedpersonen John Doe i Koma – Den Trettende Kriger)

Michael Ford er født i Stockholm i 1950 og har skrevet skønlitteratur og dramatik i mere end 40 år. Han har også været teaterdirektør, underviser og skoleleder. Sammen med sin kone Regitze driver han desuden forlaget ABZebra. Han er opvokset og uddannet i Danmark (mag.art. i engelsk fra Københavns/Lunds Universitet), men han har også boet i Sverige, Australien og i Libanon, hvor hans far blev udstationeret, da Michael gik i gymnasiet. Et ophold som har ført til en livslang interesse for geopolitik.
Det er ikke mindst den interesse, der nu er blevet til Koma – Den Trettende Kriger. John Doe ligger i koma efter i sin bil at have ramt en kronhjort. Han ved ikke, hvem han er, men gennem pleje fra den omsorgsfulde sygeplejerske Karen kommer et dramatisk liv med tråde til Mellemøsten langsomt tilbage.

Michael Ford, hvordan opstod ideen til din seneste bog Koma?
Jeg havde lige haft en skrivepause efter at have skrevet og udgivet eventyrlige fortællinger på dansk og engelsk i en årrække. Det var længe siden, jeg havde holdt en sådan lang pause, men ”a writer writes – every day”, og jeg følte så en dag, at jeg havde en bog til i mig, en bog om mit liv, dramatiseret som en spændingsroman med en vision om at beskrive min oplevelse af den anden halvdel af det 20. århundrede. Ideen opstod på mine daglige gåture med vores cocker Mira i Teglstrup Hegn, som ligger lige uden for vores havelåge. De fleste af mine bøger i de sidste tredive år er kommet til mig i skovens dybe, inspirerende ro. Således også Koma, hvis plot blev udviklet og modnet over en periode på et halvt år.

En stor del af handlingen foregår i Mellemøsten, hvordan er din relation hertil?
Ja, det er rigtigt. Da jeg lige havde afsluttet 1.g på Niels Steensens Gymnasium i 1967, blev min far, der var pilot i SAS, udstationeret i Libanons hovedstad Beirut i et år. Det var kort efter seksdageskrigen, hvilket ikke gjorde vort årelange ophold i Mellemøstens Paris mindre interessant. Jeg gik på Det Amerikanske Universitet og fik qua min status som Danmarksmester i tennis med dobbelt dansk og engelsk statsborgerskab adgang til den arabisk franske og internationale overklasse med alle de bekendtskaber og indtryk, som det genererede. Mange af personerne i bogen er inspireret af personer og forhold, jeg oplevede i det års lynkursus i virkelighedsorientering. Det kickstartede også min livslange interesse for geopolitik og især mellemøstlige forhold.

Har du skrevet bogen, fordi den trængte sig på, eller har du haft et særligt mål med Koma? Og hvorfor er undertitlen Den Trettende Kriger?
Jeg siger ofte til mine elever, at de skal vælge det emne, som de ved noget om. Gør det, du er god til, og skriv om det, du har oplevet. Jeg husker tydeligt, da jeg som 20-årig i New York forelagde den store amerikanske dramatiker Marc Connelly min første politiske roman. Hans svar var kort og koncist: Come back when you have lived a life. Det føler jeg nu, at jeg har gjort. Og derfor har jeg også noget at fortælle. Og den fortælling kom så til at hedde Koma med undertitlen Den Trettende Kriger. Måske fordi man som den trettende har noget at tilbyde det trygge dusin.

Hvad er dine menneskelige værdier?Forfatter Michael Ford
Jeg er opdraget romersk katolsk og har altid levet efter devisen, at vi skal behandle vore medmennesker sådan, som vi selv ønsker at blive behandlet. Tolerance og respekt for andres forskellighed bidrager oftest til harmoniske relationer. Evnen til at se tingene fra en andens synsvinkel er en nådegave, på samme måde som selvoptagethed er en stor belastning for et menneske.

Har du oplevet en anden skriveproces ved at skrive denne bog i forhold til dine første bøger?
Ja. Denne bog har været 50 år undervejs. Den kom til mig, da den var færdig, rundet af mit liv. Den skrev sig selv.

Hvorfor har du valgt EgoLibris, når du selv er forlægger?
Jeg kan virkelig godt lide konceptet. Og moderne teknologi er ikke lige mig. En yngre målgruppe er måske inden for rækkevidde. Jeg tror, at Eva har ramt rigtigt med Egolibris. Og så er jeg en sand latin nørd.

Den Trettende Kriger, første bind i Koma-trilogien udkommer den 1. april.
 
 
 

Michael Ford - Koma - facebook cover

 

 

 

 

 

 

Følg med – og like gerne - på KOMA sitet på facebook https://www.facebook.com/Koma.Michael.Ford

 

 

Alt-i-tekst.dk & ABZebra | Lergraven 5, DK 3140 Ålsgårde - Danmark